Påsken 2024 (Nyhedsbrev for marts)

Kun I skrivende stund er vinduespudseren i gang med vand og sæbe på gårdens ruder, det er blevet tid at gøre gården forårsklar efter vinterens sne og kulde.Vi glæder os til at se jer i påskedagene, og i den forbindelse vil vi minde om, at vi også holder åbent mandag den 1.april.
I påsken åbnes der op til parken for sæsonen 2024, så der fremover vil være mulighed for en lille gåtur, og eventuelt sidde og læse en bog udenfor.
Vores kirsebærtræ foran køkkenvinduet er blevet fældet, det har givet en masse sol og lys i køkkenet.
Der er kommet nye forsyninger Mettes most fra Strynø, som vi glæder os til at kunne byde på i påsken.
Vi havde en dejlig fastelavn med mange glade børn i februar. Datoen faldt sammen med vores formands fødselsdag, så der var mange mennesker der kiggede forbi den dag.
Vores generalforsamling gik godt, og en ny bestyrelse er trådt i arbejdstøjet.
Søndag den 31.marts 2024 skifter vi til sommertid, nu håber vi bare at vejrguderne også har fået fat på det.
Bedste forårshilsener fra Bogbylangeland.dk
st findes i alt, og alt på denne hjemmeside er skabt med den viden. Tag endelig et kig på porteføljen for at se det seneste arbejde, og find ud af, hvad der er undervejs.

Facebook julehilsen 2023
(Nyhedsbrev for december)

I skrivende stund breder duften af andesteg sig i hele huset, og begge Bamsehunde drømmer om lækker julemad.

Vores valnøddetræ har atter i år beriget os med skønne valnødder, som stadig kan købes.

Der er nu også blevet kogt vores populære rosengelé,

som er sat til salg i entréen sammen med valnødder, lokal honning og Mettes most fra Strynø frugthave.

På klaveret står den absolut sidste donation for året 2023. Det er et tilskud til Rudkøbing Pensionist forening, til afholdelse af deres 80-års jubilæum.

I laden er der blevet installeret mere varme i butikken, rigtig skønt i denne tid hvor vi har haft nogle kolde dage.

Efter et par lukkedage åbner vi igen fra den 26. til og med lørdag den 30. december – og husk at vi i januar 2024 holder lukket i uge 1 og 2.

De ekstra lukkedage skal bruges på at få ordnet vores gulve i den store sal, den røde sal og entréen.

Nu glæder vi os over at kunne tænde det sidste lys i adventskransen, og derved slutte julens cirkel.

God jul og godt nytår fra alle os på Bogbylangeland.dk

Kunst findes i alt, og alt på denne hjemmeside er skabt med den viden. Tag endelig et kig på porteføljen for at se det seneste arbejde, og find ud af, hvad der er undervejs.

Nyhedsbrev juli 2023

I juni har vi doneret et kunstværk til glade modtagere på Rudkøbing plejehjem, udført af den langelandske kunstner Finn Winge Nielsen. Billedet forestiller en tegning af Rudkøbings kirkes prædikestol. Billedet er konstrueret på den måde, at det spejlvender sig omkring en akse midt i billedet.

Strynø litteraturfestival løb af stablen den 24. og 25.juni. Tre frivillige valgte at tage færgen over dagen før og deltage i Sankthans bål ved en gammel mølle, som ligger idyllisk ved en lille havn. Da der blev annonceret afbrændingsforbud, måtte de nøjes med røgen fra en fælles gasgrill, hvorpå alle stegte deres medbragte bøffer. Børnene skulle have gået optog med fakler, men måtte så i stedet gå med blomsterbuketter.
Den sidste dag afleverede vi vores donation til Strynø Litterære Forening. Med på billedet af donationen er nogle forfattere, som beskæftiger sig med den kunstart, at fortælle en god historie. Så måske kan i genkende Vigga Bro!
Vi er nu midt i sommeren, og i parken er alt grønt og frodigt. Her får træer og planter lov at vokse på deres egne præmisser. Men vi har dog valgt at anlægge stier, så man relativt nemt kan komme rundt i parken.
Fremadrettet vil vi gerne have, at i sætter kryds ved lørdag den 19. august. Da vi har planer om at være vært, til et Historisk Formidlingsteaterstykke om Lejbøllegård. Mere info kommer senere.
Fortsat rigtig god sommer
Mvh Bogbylangeland.dk

Skitse til ny købmandsbutik på Strynø

Nyhedsbrev marts 2023

Vi byder velkommen til året 2023 her på Bogbylangeland.dk Generelt har vi haft rigtig meget regn, og kirsebærtræet der stod på skråningen udenfor gårdens køkkenvinduer, har lagt sig ned. Vi har valgt at lade træet blive liggende da stammen ikke er knækket. Blot er der sket det, at noget af rodnettet har løftet sig op over jorden.

Der har i vores vinterferie i januar været fokuseret på at få ryddet op blandt møblerne i laden. Så det nu er nemmere at få et overblik over møblerne.  

I starten af februar fejrede vi, at vores formand fyldte 70 år. Det gjorde vi ved, at alle der kom forbi gården blev budt på kaffe og Marens hjemmebag. Det blev en skøn dag, med liv og leben i alle gårdens stuer. Vi takker for al den opmærksomhed, som Søren fik på dagen.

Den 19. februar fejrede vi fastelavn i samarbejde med Red Barnet, Langelands afdeling. Gården havde besøg af ca. 20 glade børn og deres forældre. Der blev først slået katten af tønden i laden, derefter blev der serveret varm chokolade og fastelavnsboller i stuehuset. Bollerne var doneret af Stæhrs bageri i Tullebølle, vi takker på børnenes vegne for donationen, som blev spist med stort velbehag. Dagen sluttede med at hvert barn fandt en bog, som de vederlagsfrit kunne tage med hjem, og derudover fik hvert barn også en slikpose med hjem.

I hønsegården er en høne og en hane flyttet ind, de vil få familie forøgelse inden påske. 

Skitse af ny købmandsgård på Strynø. Butikken er fællesejet af Strynø Købmandsforening. Bogbylangeland.dk har ved en donation i august 2021 hjulpet til at projektet, med at nedrive og genopføre en mere moderne butik, kunne blive igangsat – og nu er byggeriet i gang og forventes færdiggjort i 2023.

Det bliver en bygning der er fremtidssikret, og hele projektet koster 8 millioner.

Vi vil slutte af med at glæde os over, at foråret er på vej og at vores donationer gør en forskel i verden.

De bedste hilsener fra Bogbylangeland.dk